Siden 2009 har jeg inddraget neuro-affektiv udviklingspsykologi i den terapeutiske proces. Neuroaffektiv udviklingspsykologi er en brobygning mellem den nyeste hjerneforskning, tilknytningsteori og udviklingspsykologi. Se for eksempel: “ En Oversigt ” af Marianne Bentzen og Susan Hart.
Neuroaffektiv udviklingspsykologi beskæftiger sig med samspillet mellem personlighedsudvikling og tilknytning på den ene side og nervesystemets udvikling og modning på den anden side.
Med neuroaffektiv Psykoterapi som basis arbejdes med nervesystemet på tre niveauer: (a) det autonome (kropslige), (b) det limbiske (følelsesmæssige) og (c) det kognitive / præfrontale (det tænkende/rationelle).
Se i øvrigt neuroaffect.dk
Grundteser neuroaffektiv psykoterapi og personlighedsudvikling
Neuroaffektiv modning – Både i barnets normale udvikling og voksenlivets sunde modningsprocesser øges nervesystemets evne til systematisk at rumme, organisere og handle med stigende mængder af energi, kompleksitet og differentiering, hvilket svarer til større erfaringsmæssig nuance og sammenhæng.
Psykobiologisk symptomdannelse – Psykologiske og somatiske symptomer opstår når (a) mestringsevnen ikke kan håndtere det input, organismen udsættes for eller (b) de input organismen udsættes for har divergerende betydninger på nervesystemets forskellige hierarkiske niveauer.
Symptomer udtrykker ofte et bestemt funktionelt modningsniveau eller et dissociativt niveau.
Neuroaffektiv Psykoterapi og Personlighedsudvikling – Det psykoterapeutiske samspil udfolder en symmetrisk relation med et asymmetrisk ansvar, idet terapeuten har ansvar for, i det ligeværdige engagement, at skabe indlæringsrum, støtte og udfordringer i klientens nærmeste udviklingszone.
Formålet med neuroaffektiv psykoterapi er at støtte neuroaffektiv og personlig modning og integrere dissociative områder. Livets forefaldende udfordringer bruges som træningsområder til at afdække og øge det forhåndenværende modningsniveau eller samle uintegrerede områder.
Heling og modning opnås ved (a) at støtte modning ved at intervenere og skabe interaktioner i den nærmeste udviklingszone til adækvat mestring opnås, (b) at integrere dissocierede områder ved at intervenere på det neurale niveau, hvor dissocieringen har sit udspring.
Interventioner sigter på at øge kapaciteten til fleksibilitet, energimængde og kompleksitet på de relevante niveauer i den treenige hjerne: – autonomt, – limbisk – præfrontalt og på relevante mentaliseringsniveauer knyttet til præfrontal cortex.
Personlig kommunikation, Susan Hart og Marianne Bentzen.
